Smartlog v3 » Paw Hedegaard Amdisen » Løkke overbetalte de private
Opret egen blog | Næste blog »

Paw Hedegaard Amdisen

Frihed i lighed og broderskab

Løkke overbetalte de private

27. Oct 2010 11:57, Paw

Venstres lokale folketingskandidat Fatma Øtkem har en udsædvanlig dårlig sag, når hun den 14. oktober i Horsens Folkeblad bakker op om Lars Løkke Rasmussens systematiske overbetaling af privathospitalerne. En overbetaling, der allerede blev påtalt af Lars Løkke Rasmussens egne embedsmænd, da han i 2007 som sundhedsminister gennemtrumfede beslutningen om overbetalingen, men som han og de efterfølgende borgerlige sundhedsministre ikke desto mindre i årevis gjorde alt for at benægte. Som det er kommet frem på seneste, så gik man faktisk så langt i benægtelsen, at man forhindrede og forhalede vigtige dokumenter i at nå frem til rigsrevisoren, som dog alligevel allerede sidste år nåede frem til at udtrykke en skarp kritik af den nævnte overbetaling. Nu erkender Løkke dog omsider også åbent overbetalingen, om end han stadig stærkt underdriver overbetalingens reelle størrelsesorden, som var i nærheden af de 25 % eller hen ved 1 milliard kroner årligt.

Fatma Øtkem forsvarer overbetalingen med henvisning til Lars Løkke Rasmussens store omsorg for de mange danskere på venteliste. Sandheden er dog, at der ikke er sket noget som helst med den gennemsnitlige ventetid siden 2005. Faktisk er den steget lidt fra 57 gennemsnitlige ventedage i 2005 til 62 i år. Ventetiden er derfor ikke blevet mindre, men de største privathospitaler har scoret og scorer stadigvæk milliongevinster på fællesskabets regning. Det samme gør sig, som Jeppe Mikkelsen – Radikale Venstres lokale folketingskandidat – så rigtigt bemærkede i Horsens Folkeblad (dagen efter) gældende i forhold til det skattefradrag for private sundhedsforsikringer, som den borgerlige regering sideløbende har fået gennemført. En øvelse, der årligt koster fællesskabet yderligere 700 millioner kroner. Penge, der – i lighed med de mange milliarder kroner, der over årene er spildt på overbetaling til privathospitalerne – kunne have været brugt til at styrke vore fælles offentlige sundhedsvæsen (og nedbragt ventelisterne betydeligt). Til gavn for alle borgere og ikke kun de privilegerede.

Det er vanskeligt rationelt at forklare Lars Løkke Rasmussens og Venstres overbetaling af privathospitalerne. Økonomisk vidner sagen i hvert fald om stor irrationalitet. Ser man lidt mere ideologisk på sagen er det naturligvis indlysende, hvad der er på spil. At for Venstre er det private – uanset hvad økonomisk snusfornuft måtte tilsige – altid bedre end det offentlige. Så må det bare koste, hvad det vil. De højere priser var og er simpelthen en nødvendighed, som nuværende sundhedsminister Bertel Haarder omtrent har udtrykt det.

 I SF er vi mere jordnære i vores tilgang til spørgsmålet. Vi skal have de bedste løsninger til den bedste pris, og det er en offentlig non-profit organisation nu engang bedre til, end nok så mange private virksomheder. Hertil kommer selvfølgelig, at det offentlige sygehusvæsen også tager sig af de patienter, lidelser og operationer, som det ikke er økonomisk rentabelt at tage sig af ud fra et profitmaksimerende rationale.

Derfor, Fatma, når du skriver, at ”det handler om menneskeliv og ikke kamp og ideologi” kan jeg sådan set kun være enig, men det er desværre ikke den politik dit parti og din statsminister står for.

Paw Hedegaard Amdisen
Paw Hedegaard Amdisen

Mig og eksistensen

Kalender

« December 2017 »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031