Smartlog v. II » Paw Hedegaard Amdisen » Frihed i lighed og broderskab
Opret egen blog | Næste blog »

Frihed i lighed og broderskab

15. okt 2008 21:40, Paw

Nogle undrer sig måske over "mottoet" for min blog: Frihed i lighed og broderskab? 

Mottoet er en viderudvikling af den franske revolutions (det var den, der indledtes i 1789) parole "frihed, lighed og broderskab!". Blot er den i min version altså blevet tilføjet et "i". Dette sker for at pointere det for mig at se fuldstændig uadskillelige i treenigheden. Uden lighed, uden broderskab ingen frihed og omvendt uden frihed intet ordentligt broderskab (fællesskab) og ingen meningsfuld lighed.

I virkeligheden er det naturligvis svært at balancere de tre størrelser i forhold til hinanden, men som de politiske ideologiers historie fra 1789 og frem har illustreret, synes det mig, så har hverken liberalismens frihedsideologi eller socialismens ligheds/-broderskabsideologi (i deres rene former) en tilfredsstillende løsning på de politiske problemer, der konfronterer demokratiske samfund. Hvis frihed udelukker lighed og broderskab og omvendt, hvis lighed og broderskab udelukker frihed, så er vi ilde stedt. Løsningen må derfor være en frihed i lighed og broderskab-ideologi. Derfor mottoet.

Fremover må det  blive en af mine opgaver på denne blog at uddybe og forklare min pointe og dermed mit motto, og alle der læser med skal via kritiske kommentarer eller inspirerende indspil være velkomne til at gøre denne opgave enten nemmere eller sværere.   

Skriv en kommentar

Navn
E-mail
Website