Det hemmelige valg
26. maj 2009 22:03, Paw
Søndag den 7. juni skal vi til at stemme igen. Men det er nok de færreste, der har bemærket det endnu. EU-valget er før blevet kaldt og vil sikkert også igen blive kaldt det hemmelige valg.
Det er egentlig temmelig trist, for hvad enten vi kan lide det eller ej, så bliver flere og flere vigtige beslutninger og politiske tiltag taget i EU-regi.
Men hvorfor er vi egentlig så ligeglade med EU og EU-valget? Ja, i SF mener vi, at en af måderne at forklare ligegyldigheden overfor EU og EU-valget på er, at de diskussioner, der føres om EU i Danmark, når der overhovedet føres nogle, er næsten totalt blottede for politisk substans.
Enten som en ørkesløs diskussion om, hvorvidt Danmark i det hele taget bør være med i EU. En diskussion, som vi desværre har været alt for gode til at føre på venstrefløjen. I SF er vi nået frem til den konklusion, at selvom vi er utilfredse med retningen af mange politiske tiltag i EU-regi, så vil vi ikke melde os ud af den grund. Det ville jo lidt svare til at vi i SF ville melde sig ud af det danske folkestyre, fordi vi (som vi er) er utilfredse med den siddende regering.
Eller også som en diskussion af de øvrigt mange åndssvage direktiver, der til tider kan strømme fra Bruxelles om krumme agurker og lignende (eller ej). Her har EU-organisationen selv været medvirkende til fremme en overordnet ligegyldighed. Vor Herre bevares, hvis EU kun handler om ligegyldigheder, så bliver svaret nok også ligegyldighed.
I den nuværende valgkamp har Tyrkiet fyldt en del. Endnu et spørgsmål uden politisk substans. Når og hvis Tyrkiet begynder at opfylde EU’s krav til optagelse, så skal Tyrkiet naturligvis have lov til at komme med i EU. Hvordan kan det i det hele taget blive en diskussion? Jo, det kan det, når der skal spilles på frygten. Et spil, som de elsker i den borgerlige lejr.
I SF vil meget hellere diskutere politik. Det er et faktum, at liberalistiske kræfter har godt fat i det europæiske samarbejde og forsøger at forringe arbejdervilkårene i fællesskabets medlemslande. Det er et faktum, vi i samarbejde med andre progressive kræfter i Europa skal ændre.
Det er et faktum, at kriminalitet og miljøproblemer er grænseoverskridende fænomener. Vi løser dem igen bedst ved at give røde og grønne kandidater vores opbakning til valget den 7. juni.
Med andre ord. Skal ligegyldigheden overfor ”det hemmelige valg” overvindes, så kræver det, at vi begynder at se valget som et politisk valg på linje med både folketingsvalget og kommunalvalget.
På den baggrund vil det stå ganske klart, at der politisk set er to overordnede veje, man kan følge. Både når det gælder EU og når det gælder Danmark. Vi kan fortsætte ad egoismens, griskhedens, miljø- og klimaødelæggelsens vej eller vi kan tage en ny vej, hvor social ansvarlighed og grøn bevidsthed danner rammen om nye fællesskaber og et mere balanceret liv på kloden.
Som SF’er vil jeg foreslå det sidste og give en opfordring til, at man den pågældende søndag giver Margrete, Emilie, Fathi, Ole eller en af SF’s andre glimrende kandidater sin stemme. Det vil, garanterer jeg, gavne både Danmark og Europa.